Hvorfor gør jeg altid tingene i sidste øjeblik?

- ja, dette er aftenens facebook-opdatering. Jeg kommer hjem efter en hyggelig strandtur med en god kammerat, smider mig i sengen og ser "Olivers kamp" og "selvoptaget" - jeg gør mig derefter klar til at gå i seng. Lige inden kommer jeg i tanke om, at jeg skulle smøre en madpakke til i morgen, da vi skal på tur med ungerne på SFO'en, jeg går derfor ned i køleskabet og ville smøre nogle rugbrødsmadder. Her finder jeg så ud af, at der kun er leverpostej og serano skinke, og det er virkelig ikke det jeg gider at have på mine rugbrødsmadder (som er vildt kedelige i forvejen!) Klokken er ikke mere end 23, så jeg kører da lige i Døgn Netto og handler lidt pålæg og nogle grovboller tænker jeg. På med skoene, bilnøglen i hånden (heldigvis regner det ikke mere!) og så ud til bilen og køre ned til for at handle. Inde i Døgn Netto tænker jeg straks, "HVORFOR gør du altid tingene i sidste øjeblik, Mette?" På arbejdet og i skolen er jeg altid forberedt - det eneste sted jeg ikke er det, det er derhjemme. Jeg får sgu ikke gjort alle de gøremål jeg har mig til hverdag hjemme. Jeg får ikke læst den gode bog jeg gerne vil læse. Jeg får ikke udnyttet, at jeg kun har mig selv at tage hensyn til. Jeg får ikke trænet som jeg gerne vil. Det er lidt skidt. Jeg får dog gjort en masse andre ting, såsom at rode en hel del og være ekstrem meget ude blandt andre mennesker!
Men som min gamle gymnasielærer fortalte mig,

"Mette - jeg er hundrede på, at dit værelse er et stort rod! For du har så meget orden i dine ting alle andre steder, så hvor skulle du ellers have plads og lov til at rode og slippe dig fri?"

  

Og hun havde sørme ret dengang, og stadig! Mit værelse ligner altid et bombet lokum - og det har altid gjort det. Sådan er det bare. Det er nok fordi, at det er mit hjemsted, mit eget sted, hvor jeg kan gøre som jeg vil - og gøre det jeg vil. På arbejdet og i skolen har jeg diverse gøremål, der skal klares - ellers fungerer dagen måske ikke, eller der er i hvert fald noget der kan gå tabt. Men det irriterer mig stadig gevaldigt! For det er kommet tilbage til mig efter jeg er flyttet hjem igen for et halvt år siden. Sådan er det nok bare når man bor hjemme - eller når jeg bor hjemme i hvert fald!

PALS ifølge en studerende

Jeg er pædagogstuderende i et indskolingshus, hvor jeg indgår i dagligdagen på SFO’en og hver torsdag og fredag i skolen. Da jeg startede var PALS en ny ting, jeg havde aldrig hørt ordet før og kendte ikke noget til det. PALS står for Positiv Adfærd i Læring og Samspil. Det gik hurtigt op for mig, at det var noget med at være positiv i dagligdagen og være opmærksom på at sige mere ja, end at sige nej. At ligge vægt på det positive i stedet for det negative. Som en pædagog sagde til mig, ”det er ligesom at give en hundekiks til en hund”, den kan jeg sagtens se. 

De første mange måneder var jeg meget i tvivl om PALS, vi talte om det til vejledningerne og jeg var med til PALS-møderne vi havde, både på SFO’en og med lærerne. Jeg var stadig i tvivl. Når man skulle have børnene til at rydde op på legepladsen, var det første de spurgte om, ”får vi så et PALS-kort?” hvor jeg straks sagde, ”øhm, nej?” ”Hvad får vi så?” sagde de lyn hurtigt. Jeg prøvede at forklare dem, at man ikke altid skal have et eller andet for at hjælpe med noget eller gøre noget for nogen. Nogen gange skal man hjælpe lidt til. Det kunne de godt se, men de der PALS-kort trak stadig i dem. De vil have de der PALS-kort. Og det er jo fordi, de får en belønning i klassen når de har fået x antal PALS-kort, fx i min 1.klasse skal de have 400 PALS-kort før de får en PALS-belønning. PALS er simpelthen et belønningssystem, igen; en form for en hundekiks. Troede jeg… 

Jeg har med tiden i praktikken fundet ud af, at PALS er meget mere end ”bare” en hundekiks. PALS er en adfærd vi som voksne, skal have over for børnene. Det er en anden form for anerkendende pædagogik. PALS giver mulighed for at skole og SFO kan samarbejde, da der bliver sat forventningstavler op i alle rum. På legepladsen, i kantinen, i gymnastiksalen, i faglokalerne og ja, selv på toilettet er der en forventningstavle. Disse forventningstavler bliver gennemgået i klasserne, når der kommer nye op. Mens jeg var i praktik kom der en forventningstavle op der hedder, ”på tur” – så er det simpelthen hvad vi som skole forventer af børnene når vi går på tur og vi er ude sammen med dem. PALS bruger meget ordet, ”forventer”. Vi som voksne, forventer at børnene gør dette, de skal ikke – vi forventer det. Sådan er det i hvert fald nogle gange lagt op, vi bruger selvfølgelig også ordet, ”skal” men ikke i samme grad, da ordet ”forventer” giver mere mening for børnene, da de har kendskab til forventningstavlerne. De der PALS kort kommer mere og mere til udtryk i min dagligdag, men det har taget nogle måneder for mig, at få ind hvad jeg skal give dem for, hvornår man giver dem og hvorfor vi giver dem.